Glimt fra løbsdagen 7. november 2026

.

Med henholdsvis tre og to sejre var Casper M. Nielsen og René Kjær de dominerende skikkelser ved lørdagens aftenløb på Jydsk Væddeløbsbane.

Casper M. Nielsen, der således har indledt november med en forrygende sejrsbølge, slog tonen an allerede i 1. løb, da han med Liam Svendka akkurat fik krammet på den undervejs førende favorit Lit Flame. 

Fra en god rygposition sikrede Liam Svendka sig et overtag midt i opløbet. Det lignende en overgang en klar sejr, men Lit Flame strittede imod helt til målstregen, hvor sejrsmarginalen var kneben.

Dagens to kuskeprofiler mødes på målstregen. Liam Svendka og Casper M. Nielsen nåede den først.

I monteløbet prikkede Maia og Camilla Borum starten perfekt og strøg direkte til føring. Den position blev let forsvaret hele vejen til sejr en halv længde foran en pænt spurtende Baunely’s Diamant.

Maia og Camilla Borum.

Latenightcap (fotoet øverst) var gjort til stor favorit i Poul Kraghs Mindeløb, og for Casper M. Nielsen kontrollerede den starthurtige hest slagets gang. Efter føring i moderat tempo over løbets første omgang, skærpede Casper M. Nielsen tempoet ned ad sidste langside og rykkede langt fra konkurrenterne til slut.

René Kjærs første æresrunde blev tilvejebragt med Ronald de Beer-trænede Gany, som blev skudt til føring ind i første sving. Via et jævnt 1.16-tempo undervejs var den i stand til klart at henvise favoritten Marquis Faust til andenpladsen. Vindertiden i klassen for heste under 22.000 kroner indtjent var gode 1.15,4a/1800 meter.

Gany og René Kjær.

Mere René Kjær i det følgende løb. Her travede favoritbetroede Kings Money det meste at løbet forrest i andet spor. Alligevel var hesten i stand til at afgøre sikkert på 1.15,1a/1800 meter foran en velspurtende Juan.

Kings Money og René Kjær.

For tredje gang på dagen - og nu til et artigt odds - viste Casper M. Nielsen dygtig kørsel, da han sejrede med Valokaja Hindø til odds 16,27. Efter et roligt inderbaneløb undervejs bød der sig angrebsplads midt i opløbet. Her kunne Valokaja Hindø sendes på tværs af banen og forbi favoritten Moxley LC, der havde travet udvendigt for den førende Miss Universe undervejs. 

Valokaja Hindø og Casper M. Nielsen.

Føring hele vejen var recepten for Luxus GK og Torben Kristensen i et amatørløb. Parret startede alene fra grunddistancen og havde ved målpassage også sikre længder til gode på en fint afsluttende Kleopatra SF, der henviste Masterpiece River til tredjepladsen.

Luxus GK og Torben Kristensen.

Formløb sluttede med sejr til Godric og Bøje Laursen. Trods et galopindslag undervejs afsluttede Godric til sikker sejr med Frisk og Hentina på de næste pladser.

I forbindelse med løbsdagen blev den succesrige lokal amatørkusk Pernille Bye Hansen hyldet for sin sejr i den landsdækkende Sigter Mod Stjernernes-løbsserie.

Pernille Bye Hansen.

Foto: Ole Hindby