Birger Jørgensen vinder sejre på stribe
.
.

»Efter jeg er blevet ældre, hviler jeg nok bedre i mig selv. Det er vigtigt for at få gode resultater som travkusk, at der ikke er for meget mylder i hovedet, når man skal være fokuseret i løbene,« siger Birger Jørgensen. Han oplever sin mest succesrige sæson i en årrække.
Man kan ikke just påstå, at alderen resultatmæssigt trykker Birger Jørgensen, snarere tværtimod. Den 69-årige travkusk kan se tilbage på en vild uge.
I onsdags vandt han tre sejre i Skive. Fredag i Aalborg blev det til tilsvarende til tre sejre. I søndags fulgte yderligere tre sejre i Charlottenlund, deriblandt årets største løb for de treårige travheste, Dansk Trav Kriterium, hvilket indbragte hesteejeren 513.000 kroner. I går i Skive måtte han “nøjes” med en enkelt sejr, inden det i dag gælder tre starter på hjemmebanen.
Som Danmarks oftest sejrende travkusk gennem tiderne med over 9000 sejre er der forståeligt bud efter Birger Jørgensen, også selv om han ikke længere er nogen årsunge.
Bedste sæson i en årrække
Dåbsattestens gulnede cifre kan på ingen måde ses på hans kørsel. Den præges af en ro og et overblik, som i et vist omfang kan tilskrives hans enorme rutine med over 50.000 kørte travløb siden han 1. januar 1980 etablerede sig som træner ved Jydsk Væddeløbsbane.
46 år senere er han stadig dominerende på både hjemmebanen og nationalt. 2026 undgår ikke at blive Birger Jørgensens bedste i en årrække. Med foreløbig 133 sejre kommer han utvivlsomt til at overgå sidste års total på 144 sejre, og hvad angår indkørte præmier har han allerede passeret de foregående fire års personlige total.
»Det har været et godt år. Jeg har fået lov til at køre rigtigt gode heste, hvoraf flere har vundet en del sejre. Samtidig har jeg haft heste som har kunne klare sig i årgangsløbene, hvilket afspejler sig i indtjeningen. Derfor skulle jeg være et skarn, hvis jeg var utilfreds,« siger Birger Jørgensen.
Til spørgsmålet om succesen smitter af på selvsikkerheden og derfor medvirker til yderligere succes, siger han:
»Det ved jeg ikke, men efter at jeg er blevet ældre, hviler jeg nok bedre i mig selv. Det er vigtigt for at få gode resultater som travkusk, at der ikke er for meget mylder i hovedet når man skal være fokuseret i løbene.«
Tre starter på hjemmebanen
Torsdag eftermiddag skal Birger Jørgensen køre i tre af løbene på Jydsk Væddeløbsbane (en fjerde hest, Lady Star KJ er udgået, red.). Selv bedømmer mesterkusken chancerne således:
»Lovely Cross (1. løb) har tidligere løbet og trukket lidt ud ad i banen. Derfor justerer vi lidt på forspændingen. Giver ændringen det ønskede udbytte skal hesten regnes med en lille vinderchance og en stor chance for at slutte blandt de tre første.«
»Master Hans (3. løb) melder træneren alt vel med i træningen. Han mener, at hesten er bedre end den har været hidtil.«
For den sidste starthest, Kapow Dot Com er der tale om comeback efter 10 måneders fravær.
»Kapow Dot Com (5. løb) har ikke rigtigt været klar og har haft det lidt svært med teknikken, men ejeren har arbejdet videre med hesten og nu skulle det fungere ganske godt. I bund og grund er det en fornuftig hest, men i første omgang skal jeg give hesten et godt løb og håbe på at være blandt de tre-fire første,« siger Birger Jørgensen.
Foto: Hesselborg Foto