Glimt fra løbsdagen 4. juni 2024

Tre sejre til Michael Lønborg, to til Birger Jørgensen og to Nicklas Korfitsen. Tre kuske delte hovedparten af løbene mellem sig på V65-dagen.

Ganske vist fremstod flere af løbene garderingskrævende, men på forhånd tegnede det ikke til at V65-spillet skulle udløse en seksergevinst på 24.756 kroner. Fundamentet til den store gevinst blev dog lagt allerede i 1. afdeling. Her var Daniel Autriche kæmpefavorit, men det blev Herbie og Birger Jørgensen der trak det længste strå (fotoet øverst).

Efter føring hele vejen, i størsteparten af distancen med Daniel Autriche udvendigt for sig, blev det til et medrivende opløb. På de sidste meter nærmede storfavoritten sig, men Herbie holdt stand til sejr i gode 1.16,7/2880 meter og så var udgangsværdien i V65-spillet på 419 kroner - en sjældent set høj værdi når Birger Jørgensen er indblandet.

Der blev også løbet hurtigt i 2. løb. I sin blot anden karrierestart skærpede Nordic Adventure sin rekord til 1.15,6a/1800 meter. Nicklas Korfitsen måtte bruge fireåringen fra start for at forsvare føringen i inderbanen under hårdt pres af Komsålangborg. Men da først positionskampen var afgjort, havde Nordic Adventure fuldstændigt styr på løbet og rykkede til slut tre længder fri af forfølgerne.

Nordic Adventure og Nicklas Korfitsen.

Herefter tog Michael Lønborg fat. Først styrede Going Joe sit løb fra start til mål. Dernæst indfriede Here We Go Chief forventningerne i stor stil og hentede hoppens sjette sejr på stribe. Det gjorde hesten med så stor lethed, at et på sigt uundgåeligt nederlag ikke behøver at vente lige om hjørnet. Slutteligt fuldendte Conair M en stor dag for Michael Lønborg ved at føre fra start til mål.

Going Joe og Michael Lønborg.

Here We Go Chief og Michael Lønborg ved hestens sjette sejr på stribe.

Medvirkende til den høje V65-gevinst var sejren til Huxi og Jan Dahlgaard. Trods vindertippet i baneprogrammet gav Huxi et vinderodds på 12,03 ved sejr efter føring hele vejen.

Huxi og Jan Dahlgaard.

Efter at Birger Jørgensen med Kadu Moseby havde vundet sin anden sejr på dagen i næstsidste løb, tog Nicklas Korfitsen sin anden dagssejr i det afsluttende løb, som blev præget af galop for fem af de ni deltagere. Blandt de fejlfri heste var debutanten Kissing Crystal, som imidlertid måtte strække sig i opløbet for at holde Ikaros Raun fra livet. Sidstnævnte havde galopperet undervejs og leverede ligesom vinderen en stærk indsats.

Kissing Crystal og Nicklas Korfitsen.

Foto: Ole Hindby