Aalborg-træner Tina Mortensen vandt både Marselisborg Handicap og Moesgaard Handicap på en dag hvor Anna Pilroth var i hopla på ryttersiden med tre sejre i fem ridt.
Dagens præmiemæssigt største opgør, Marselisborg Handicap for klasse 2-hestene resulterede i dobbeltsejr for Tina Mortensen da Pinerolo og Lorenzo Putzulu afgjorde sikkert med en længde på en god finish. Det skete på bekostning af staldkammeraten The Patriot, der forbi stadion havde overtaget taktstokken fra den førende Forever Young.
Pinerolo ved sejren i Marselisborg Handicap.
25 minutter senere var en anden Tina Mortensen-hest på pletten i Moesgaard Handicap. Her gjorde Anna Pilroth kort proces ved at føre fra start til mål med Pura Vida. Alli Cat afsluttede fint til andenpladsen foran en ligeledes velgående Cat’s Gambit på tredjepladsen.
Pura Vida vinder Moesgaard Handicap efter føring hele vejen.
Sejren med Pura Vida var Anna Pilroths tredje på dagen. Hun havde åbnet ballet ved at guide Lea Olsen-trænede Online Torkdahl til favoritsejr i et 2-års maidenløb. Recepten lød på føring fra start til mål.
Online Torkdahl og Anna Pilroth.
I det følgende løb var Anna Pilroth i sadlen på en anden Lea Olsen-hest Sir Antonelli, der i opløbet sikrede sig et tilsyneladende sikkert overtag på konkurrenterne, men så afsluttede Sandie’s Dream som lyn og torden og nærmede sig faretruende. Sir Antonelli red dog stormen af og vandt sæsonens anden sejr.
Sir Antonelli og Anna Pilroth.
Foto: Ole Hindby