Hurtige skift fra længere tids frost og sne til væsentlige plusgrader er enhver banemands mareridt. Set i det perspektiv slap Jydsk Væddeløbsbane nådigt fra sæsonpremiere-løbsdagen.
Ganske vist måtte løbsstart udsættes med et par timer. Til gengæld kunne mange timers ihærdigt arbejde fra banepersonalets side krones med et banelegeme, der – omstændighederne taget i betragtning – nød rosende ord fra adskillige aktives side.
Mest tydelig i rosen var René Kjær i kølvandet på sejren med en af dagens store favoritter Alvin CG (billedet øverst). Hesten viste en hidtil uset starthurtighed, da den fra ydersporet bag startvognen formåede at skyde direkte til føring. Der blev ekvipagen løbet ud til sikker sejr en længde foran Endless Dreams.
Føring undervejs var også recepten for Innovation H og Henrik Lønborg i løbet for laveste klasse. Efter at have svaret føringen op overfor en angribende Hipoulot Shadow, havde Innovation H held til at dæmpe tempoet så meget midtvejs, at den holdt hjem til sikker sejr.
Innovation H og Henrik Lønborg.
V4-omgangens største overraskelse kom i skikkelse af Marc Bæk Nielsen-trænede Elmar Shadow. Gæstekørt af Jeppe Juel fik hesten et perfekt løb i andet par udvendigt bag Livi Pasadena HM. Sidstnævnte gjorde grovjobbet ved at presse på førende Gambino undervejs. Det førte til at de begge endte i det slagne felt, mens 10-oddseren Elmar Shadow sejrede foran en anden outsider Holly Torp.
Elmar Shadow og Jeppe Juel.
Synlig sejrsglæde var der i det afsluttende formløb, da næstfavoritten Galina D sikrede såvel Noah Holse som hoppens karrierens sejr. Med afsæt i et perfekt rygløb bag den førende favorit Business As Usual blev Galina D sendt til angreb ved udgangen af sidste sving. Udfaldet blev en sikker sejr.
Galina D og Noah Holse.
Fotos: Ole Hindby