Glimt fra løbsdagen lørdag d. 11. november

Med visse genvordigheder lykkedes det at afslutte galopsæsonen 2023. Dobbeltsejr til Lea Olsens stald i hovedløbet. Kelvin C. Belcourt sprudlede og vandt tre af dagens seks løb og cementerede sit lærlingechampionat.

Købmand Herman Sallings Mindeløb – Den Jydske Vinterfavorit var lørdagens hovedbegivenhed. Her var Lea Olsen-trænede Soft Gallery gjort til klar favorit, men det blev staldkammeraten Lord Of Denmark med Kelvin C. Belcourt, der stod tilbage som en overlegen vinder med 10 længder.

Midtvejs overtog Lord Of Denmark kommandoen indenom den førende Soft Gallery, der måtte tage til takke med andenpladsen foran Saint Javelin.

Lord Of Denmark vinder Købmand Herman Sallings Mindeløb og 50.000 kroner overlegent for Kelvin C. Belcourt.

Konstellationen Lea Olsen, Kelvin C. Belcourt og ejer Karin Salling slog også til i dagens næststørste løb, Aarhus Store Handicap, da Sir Jeffrey viste sig endnu mere overlegen end Lord Of Denmark var i hovedløbet. Her var sejrsmarginen på 15 længder til Sugar Crust mens Sun Lane sluttede tredje.

Undervejs liftede Sir Jeffrey og Kelvin C. Belcourt med langs rails bag den duellerende førerduo Hongkong Yob og Sun Lane. Gennem sidste sving fandt Belcourt angrebsplads mellem heste og Sir Jeffrey sikrede sig omgående et sikkert greb om sejren.

Sir Jeffrey og Kelvin C. Belcourt (billedet) sejrede suverænt i Aarhus Store Handicap. I det følgende løb sejrede Belcourt også med Esphahan.

Matilde Kløve havde en strålende finaledag med to sejre, hvilket ikke alene skaffede hende amatørchampionatet. Samtidig medvirkede hun til at sikre den Mikkel Johansen-trænede Foretell titlen som ‘Årets Galophest’.

Efter at have ført Birgitte Nielsen-trænede Forever Young til sejr i det indledende løb efter føring fra start til mål, satte Matilde Kløve trumf på ved også at sejre i årets endegyldigt sidste galopløb. Her trak Foretell sig sejrrigt ud af en medrivende opløbsduel med toto-favoritten Sir Antonelli.

Foretell og Matilde Kløve besejrer Sir Antonelli.

En overgang herskede der tvivl om, hvorvidt dagens sidste fire løb overhovedet kunne afvikles. Med henvisning til baneforholdene ville fire ryttere efter 2. løb ikke ride yderligere.

Dommerne ville have emnet drøftet i et hurtigt nedsat baneudvalg med repræsentanter fra galophesteejerforeningen, en træner, to ryttere samt banens dyrlæge. Der var delte opfattelser, men dyrlægen fandt det fuldt forsvarligt at gennemføre, og sådan blev det – med nogen forsinkelse, ledsaget af udgåede heste og rytterændringer.

Således blev alle de planlagte løb afviklet med følgende championatstagere:

Trænerchampion: Lea Olsen
Jockeychampion: Nicolaj Stott
Lærlingechampion: Kelvin C. Belcourt
Amatørrytterchampion: Matilde Kløve
Årets galophest: Foretell