Glimt fra løbsdagen 12. september 2026

.

Finalisterne til årets største lokale amatørløb, ATAK’s Fødselsdagsløb (27. sept.), blev fundet gennem fire indledende afdelinger. Heidi Vægter Lønborg vandt de to og er nu samtidig i en komfortabel føring i kampen om årets amatørchampionat.

Der var imidlertid gemalen Henrik Lønborg, der foran et talstærkt publikum indledte aftenen gennem at tage en klokkeklar sejr med debuterende Marquis Faust. Lillebroderen til bl.a. Freiherr Faust var i en komfortabel føring fra start til mål og sejrede klart i tiden 1.18,2a/1800 meter

Marquis Faust og Henrik Lønborg.

Den første indledende afdeling til ATAK’s Fødselsdagsløb gik til Brian Crohnager-trænede Jeans N Epower, vel assisteret af Søren Demant Andersen. Ekvipagen skyggede den undervejs førende Lovely Choice inden føringen blev erobret med 500 meter til mål. Videre til finalen gik også Kingston og Giantstone.

Jeans N Epower og Søren Demant Andersen.

Dagens hurtigste vinder blev Jacobite, som for sin træner Kasper Foget sejrede klart i 1.14,6a/1800 meter. Ekvipagen tilkæmpede sig føringen efter 600 meter og blev der løbet ud til sejr foran næstfavoritten Loric Runancy.

Jacobite og Kasper Foget.

Heidi Vægter Lønborg havde i den første indledende afdeling til ATAK’s Fødselsdagsløb kikset med favoritten L’Anza, der galopperede. Til gengæld tog hun revanche med Inspired Lights, der gik stærkt frem i andet spor ned ad sidste langside og overtog kommandoen fra den undervejs vørende Igen Vibe. Sidstnævnte nåede alligevel videre til finalen via tredjepladsen bag Langelænder.

Inspired Lights og Heidi Vægter Lønborg.

Legenden CN og Jan Dahlgaard sejrede overlegent. Den kapable hest blev skudt til føring gennem første sving og fastholdt et hårdt tempo, der hurtigt gav et hul på 20 meter til andenhesten Montana, der for sin del havde 20 meter til næste konkurrent.

Det opskruede tempo hindrede ikke Legenden CN i at sejre med tre længder i 1.14,8a/1800 meter foran Cruzado Oscuro, der afsluttede pænt og tog andenpladsen fra Montana.

Legenden CN og Jan Dahlgaard.

Den tredje indledendende afdeling til ATAK’s Fødselsdagsløb havde favoritten Marco K med Bjarne Jeppesen som førende i store dele af løbet, men en stærk afslutning af den med 40 meter tillæg belastede Ikaros Raun med Flemming Degn, bragte denne kort forbi Marco K mens Kid Lavec med Frederik Kragh Olsen via tredjepladsen også gik til finalen.

Ikaros Raun og Flemming Degn fanger favoritten Marco K med Bjarne Jeppesen.

Mere Heidi Vægter Lønborg i den fjerde og sidste indledende afdeling. Nu med La La Land, der fra 20 meter tillæg havnede i føring efter tidlig galop for de to heste fra grunddistancen. Det tilbud kvitterede La La Land for gennem at forsvare føringen resten af vejen til en sikker sejr foran Issues Hyrdehøj med Frederik Kragh Olsen. Videre til finalen gik også JL’s Antonio efter inderbaneløb.

Med sin anden sejr på dagen udbyggede Heidi sin føring på amatørlisten. Med seks sejre er hun nu to sejre foran Niels Knudsen og har endvidere flest andenpladser.

La La Land og Heidi Vægter Lønborg.

Magnus M. Nielsens Giulia Di Masi går altid gode løb på Jydsk Væddeløbsbane. Trods at hesten virkede rigeligt tændt i føringen, sejrede den klart på 1.15,3a/1800 meter foran Liselotte CM og Kalovaja Hindø.

Giulia Di Masi og Magnus M. Nielsen.

I et formløb, hvor ingen af deltagerne var spillet til et odds over 9,46, sejrede Express Shadow som feltets mindst betroede i vinderspillet. Da den rutinerede Niels Knudsen først nåede til føring, afgav han ikke positionen igen. Go Behind Me og Doubletrouble TT sluttede nærmest.

Express Shadow og Niels Knudsen.

På en løbsdag hvor Birger Jørgensen savnedes i startlisterne som følge af en meget sjælden udelukkelse, kom championen alligevel foran publikum. Jydsk Væddeløbsbane hyldede nemlig Birger Jørgensen for en særdeles udbytterig derbyweekend med bl.a. sejr i Dansk Hoppe Derby (Leonora) og andenplads i Dansk Trav Derby med Lee Marwin.

Foto: Ole Hindby