Tårevædet afsked med veteraner

Årets sidste løbsdag bød på afsked med de to 14-årige veteraner Mockingbird Face (fotoet øverst) og Super Mento (fotoet herunder), der ved årsskiftet falder for aldersgrænsen.

Begge heste kom til at spille hovedroller. Super Mento og Nikoline Nikolajsen var førende fra start og til der manglede få meter af løbet. Da kunne Super Mento ikke stå imod Palais Bourbon og Kim Madsen, som havde skygget den førende undervejs. 

Læs artikel med fokus på Super Mento i fredagens udgave af Århus Stiftstidende.

Super Mento flankeret af Nikoline og Dennis Nikolajsen fik overrakt en mulepose og en erindringsgave efter Super Mentos sidste start.

For Mockingbird Face og Anette Uglebjerg sluttede eventyret med sejr. Fra tredje par udvendigt indledte Anette angreb gennem sidste sving, og sejren blev til slut sikker med en længde for en jublende lykkelig Anette Uglebjerg.

Se og hør det rørende sejrsinterview med søstrene Uglebjerg for hvem Mockingbird Face tydeligt har spillet en særlig rolle.

Mockingbird face er også blevet en kæledægge blandt staldens venner. Blandt disse er Hanne Christensen. Hun er en kvinde som gennem lang tid er kommet i stalden, og nu er blevet en del af Lillians “grå guld”-initiativ, hvor 10-12 seniorer hver anden torsdag kommer i stalden. Her dyrkes det sociale side om side med at der arbejdes med hestene.

»Hanne kan alt med blomster, og i stedet for at komme med en buket til mig, så syntes hun at Mockingbird Face i stedet skulle have en laurbærkrans dekoreret med gulerødder,« fortæller en begejstret Lillian Uglebjerg.

Mockingbird Face har virkelig fortjent den gulerodskrans som den her lader sig forevige med inden sin afskedssejr. 215 starter resulterede i 26 sejre.

Se afskedsløbet HER.