Ny bestyrelsesformand på Jydsk Væddeløbsbane
-
-
Jydsk Væddeløbsbanes bestyrelse har valgt erhvervsmanden Thomas Schou, Horsens som ny formand.
Thomas Schou efterfølger Hans Halvorsen, der for et år siden meddelte sin afgang når en ny lejeaftale med Aarhus Kommune var på plads. Det kom den for godt en måned siden, og 3. juni valgtes Thomas Schou som ny formand.
Thomas Schou er 37 år, bor nord for Horsens og har – med egne ord – været selvstændig siden han var 13 år. I 2016 stiftede han en barkoncern med nu fem barer rundt om i Jylland. Desuden har han et ejendomsselskab. Endvidere sidder han i en del bestyrelser med henblik på forretningsudvikling i detailhandelen. I samme forbindelse er han næstformand for City Horsens samt bestyrelsesmedlem i Business Horsens.
»Svært ikke at blive forelsket«
Da Thomas Schou blev spurgt, om en formandspost for Jydsk Væddeløbsbane kunne være noget for ham, endte han til slut med at takke ja.
»Når man kommer og ser Jydsk Væddeløbsbane, så er det svært ikke at blive lidt forelsket. Jeg tror, at folk der har deres daglige gang på banen, slet ikke har øje for de kæmpe potentialer banen har,« siger Thomas Schou og tilføjer:
»Det lød det lidt for spændende til at jeg kunne sige nej til tilbuddet om at medvirke til at udvikle banen. Jeg kommer måske med et kommercielt mindset hvor hesteejerne primært ser på det sportslige.«
Som formand bebuder Thomas Schou at ville arbejde for at få lavet en vision for udviklingen af Jydsk Væddeløbsbane i stedet for at gøre, som man - groft sagt - altid har gjort.
»Jydsk Væddeløbsbane trænger til at få en lidt større vision end bare den daglige drift. Direktør Anders Ebsen er virkelig god til drift og til at have fingrene nede i mulden. Min opgave er, sammen med bestyrelsen, at skabe en fælles vision for både trav og galop angående hvor vi skal hen,« siger Thomas Schou.
»Et godt tidspunkt at få en anden profil i formandsstolen«
Som nævnt har formandsskiftet været bebudet i lidt over et år.
»Allerede i forbindelse med generalforsamlingen i april 2024 meddelte jeg bestyrelsen, at det følgende år blev mit sidste som formand. På det tidspunkt havde jeg en forventning om, at vi kom i mål med banens nye lejeaftale. Med den på plads mener jeg også, at jeg med alderens ret kan tillade mig at forlade bestyrelsen,« siger 77-årige Hans Halvorsen.
Han har været Jydsk Væddeløbsbanes bestyrelsesformand gennem de seneste tre år.
»Det har været spændende at være med. Med tanke på det positive 2024-resultat og en forbedret økonomi på knap 400.000 kroner, foruden at meget nu peger i den rigtige retning for banen, er det et godt tidspunkt at få en anden profil i formandsstolen,« siger Hans Halvorsen og tilføjer:
»Mit formandskab har været målrettet det politiske samt samarbejdet med Aarhus Kommune. Det, der er behov for nu, er en mere markedsorienteret tilgang end den jeg har. Og jeg tror, vi har fået den rette formand til, sammen med bestyrelsen og direktør Anders Ebsen, at videreudvikle Jydsk Væddeløbsbane.«