Musikalsk forpagter i Tutten
.
.
I forbindelse med løbsdagen 28. maj byder Jydsk Væddeløbsbane velkommen til en ny forpagter i Tutten på staldterrænet.
Sammen med sin fru Gitte og nogle hjælpere agter Palle Nielsen at bringe stemningen med servering af god dansk mad tilbage til stilen fra tidligere.
»Jeg har været i restaurationsbranchen i mange år. Jeg er oprindelig uddannet slagter, men har arbejdet som kok lige siden,« siger Palle Nielsen.
»Tutten skal være et folkeligt sted så det bliver en menu med smørrebrød, stjerneskud, pariserbøf og dagens ret. Dansk mad,« sammenfatter 60-årige Palle Nielsen.
Senest har Palle og Gitte haft cafeteriaet på Anholt-færgen, med samme madkoncept som han agter at tilbyde i Tutten.
Foruden at kræse om publikum, hesteejere og aktive på løbsdage, agter Palle Nielsen også at friste med stegt flæsk på tirsdage fra kl. 17.
»Det starter vi med, og ser vi, hvad der kommer til at ske. Jeg vil gerne holde Tutten åbent så meget som muligt, men det kræver også, at der kommer nogle mennesker,« siger Palle.
Palle Puma i køkkenet
Palle Nielsen er heller ikke fremmed for, at der kan komme arrangementer med musik i Tutten. Ved siden af sit restauratørvirke laver Palle Nielsen nemlig også musik, og han har ligget på Dansktoppen med flere numre.
Gennem mange år har han således haft et Otto Brandenburg-koncept under kunstnernavnet Palle Puma. Hvis man på Youtube søger på Palle Puma dukker der en stribe optagelser op - bl.a. fra udsendelser på DK4.
Således skal man ikke undre sig, hvis der lyder munter sang på Tuttens køkken, når Palle fremover svinger gryderne mens fru Gitte ekspederer.
»Gitte er gammel bartender fra Hos Anders gennem 15 år. Hun er god til kunder, og jeg er god i køkkenet,« siger Palle Nielsen om rollefordelingen.
Jydsk Væddeløbsbane byder Palle og Gitte velkommen på Jydsk Væddeløbsbane og ser frem til et godt samarbejde.