Glimt fra løbsdagen 28. maj 2025
.
.
Rene Kjær var i hopla med tre sejre og to andenpladser på en løbsdag, hvor han endda kiksede med sin største favorit.
Vi starter med at fremhæve den svenske gæst Revelation med Per Nordström. Den tidligere vinder af det svenske opdrætningsløb var i Århus for at teste, om en tur på en bane med højrekørsel var lykken for hesten i dens comeback efter halvandet års løbsfravær.
Det viste sig at være tilfældet idet Revelation ikke alene vandt løbet overlegent trods 80 meter starttillæg, men samtidig skar 0,4 sekund af den banerekord for kategorien, der tidligere var delt mellem E Type Cash og Yamani Hornline. Rekorden lyder nu på 1.15,3/2960 meter.
Efter løbet tilkendegav Per Nordström, at Revelation meget sandsynligt vender tilbage med henblik på start i grand prix-weekendens store stayerløb.
Revelation og Per Nordström sejrer overlegent.
Ellers var det i høj grad en løbsdag som stod i René Kjærs tegn idet han noterede sig for tre sejre og to andenpladser. Det åbnede ellers ikke optimalt. Efter en tæt andenplads i 1. løb kiksede Kjær i 2. løb med dagens største V65-favorit Koogoo Gaagaa. Men i 4. løb kom Kjærs første sejr da formstærke Ida Toft (fotoet øverst) sejrede overlegent. Efter et rygløb undervejs rundede ekvipagen med 550 meter til mål konkurrenterne i løbet af få skridt og sejrede siden overlegent.
I det følgende løb var Kjær atter på vinderpladsen. Nu med Bordeaux Face, der var i føring hele vejen og sejrede ganske let i tiden 1.14,1a/1800 meter. Senere sejrede René Kjær også med Magnus Ladegårds debutant Lady Laser.
Bordeaux Face og René Kjær.
Løbsdagen var blevet åbnet med sejr til Luisa og Birger Jørgensen. I opløbet udfordrede Laurina Shadow ihærdigt, men den Henrik Thomsen-trænede Luisa holdt stand.
Luisa og Birger Jørgensen afviser Laurina Shadow.
I et fireårsløb trak Mazerati MI og Nicklas Korfitsen det længste strå i en knivskarp opløbskamp mod Karisma Gardenia. Sidstnævnte havde forsvaret sig strålende i føringen og modstået et vedholdende tryk fra en konkurrent.
Mazerati MI og Nicklas Korfitsen når akkurat forbi den førende Karisma Gardenia med Jeppe Juel.
Det blev også en yderst tæt afgørelse i et løb hvor Freiherr Faust og Michael Lønborg har storfavorit. Her lignede det længe, at storoutsideren Dan CG med Dennis Stangenberg havde sejren på gaflen, men Michael blev koldblodigt siddende i ryg med Freiherr Faust til sidste øjeblik og nåede herefter forbi til sejr via en effektfuld finish.
Freiherr Faust og Michael Lønborg.
Foto: Ole Hindby