I et glimrende forårsvejr med masser af mennesker på lægterne, blev der vist både overlegne sejre og medrivende opløb denne lørdag aften.
Et amatørløb havde Kingston K og Peter Ømark Andersen i en sikker føring fra start til mål. Go To Win The Game fulgte nærmest, men ikke tættere end to længder.
Kingston K og Peter Ø. Andersen.
Birger Jørgensen havde sædvanen tro fået chancen med Christian Lindhardt-trænede Kopper Dust. Hesten var førende undervejs, inden den over løbets sidste halvbane rykkede komfortabelt fra konkurrenterne og sejrede med to længder til Kentucky SH på andenpladsen.
Kopper Dust og Birger Jørgensen.
Et stærkt treårsløb sluttede med sejr til den lovende Luther King, der har indledt karrieren med sejre i begge starter for Steen Juul. Det var besnærende at se hesten runde konkurrenterne i slutfasen til klar sejr foran Last Blood og Lucky Love.
Luther King og Steen Juul runder løbets favorit Last Blood og sejrer sikkert.
Ida Toft har ramt en forrygende formtop. Fra tredje par udvendigt spillede Rene Kjær hoppens skarpe finish ud i opløbet. Sejren blev kort men sikker foran King Darling, der havde havde gjort det grove arbejde udvendigt for den førende I’M Dynamite undervejs.
I yderbanen når Ida Toft og Rene Kjær forbi King Darling og Steen Juul.
Ibra og Jeppe Juel har startet tre gange på Jydsk Væddeløbsbane i denne sæson. Hver gang har det resulteret i sejr. Denne gang formåede ekvipagen fra førerpositionen at holde stand overfor en velafsluttende Komsålangborg.
Ibra og Jeppe Juel.
Dagens største overraskelse kom i monteløbet, da Go Go Flex og Trine Kløve sejrede til odds 42,74. Da ekvipagen meldte sig udvendigt for de førende gennem sidste sving forekom der nærmest kun at være én hest på banen. Ved målpassage var der tre længder til Eclisse Bi på andenpladsen.
Sejrsglæde efter Go Go Flex’ sejr for Trine Kløve.
Dagens største favorit var Itsgotobeperfect. For Birger Jørgensen indfriede hesten til odds 1,30 ved sejren fulgt af I’m Al’s Princess og på tredjepladsen Hush Money.
Itsgotobeperfect og Birger Jørgensen.
Fotos: Ole Hindby