Glimt fra løbsdagen 24. november

Blandt flere stærke indtryk fra løbsdagen stod Smokin Joe absolut stærkest tilbage på nethinden.

Knud Mønster-trænede Smokin Joe (fotoet øverst) elsker Jydsk Væddeløbsbane. Hesten går sine absolut bedste løb i Århus, og i kølvandet på hestens banerekord-sejr i monte ved seneste besøg, gjaldt det denne gang sulkyløb.

Fra ydersporet tordnede Smokin Joe og Knud Mønster til føring. Derfra løb hesten nærmest i sin eget division og var i store dele af løbet 25-30 meter foran nærmeste forfølger. Selv om storfavoritten Elegant CN afsluttede pænt til andenpladsen så kom den aldrig i nærheden af Smokin Joe. Vel målpassage på 1.14,7a/1800 meter var sejrsmarginalen fem længder.

Løbsdagen blev indledt med debutsejr til Indy Tycoon, trænet og kørt af Mads Hviid. Lillebroderen til American Photo, som i 2016 indledte karrieren med seks sejre for Johnny Jørgensen, blev budt et godt rygløb bag den førende Joakim Von And undervejs. På en god finish nåede Indy Tycoon kort forbi til sejr foran Livi Pizzaro HM.

Indy Tycoon og Mads Hviid.

Heartbeat PH havde fremstået markant forbedret i foregående start. Det kvitterede spillerne for ved at gøre hesten til klar favorit i den indledende V5-afdeling. Her kørte Michael Lønborg direkte til en klar føring, der blev forsvaret hele vejen til mål.

Heartbeat PH og Michael Lønborg.

Det kan ikke undre nogen, hvis den i Tyskland virkende træner Ronald de Beer dukker op på Jydsk Væddeløbsbane oftere i fremtiden. For tredje gang på stribe kørte han Noor Flevo til sejr i Århus.

Denne gang gjaldt det et treårsløb mod gode konkurrenter og tilmed fra spor 12. Noor Flevo er imidlertid i besiddelse af en stærk langspurt. Over løbets sidste halvbane bragte det denne gang hesten fra femte par udvendigt til sejr.

Noor Flevo og Ronald de Beer.

Et amatørløb bød på tidlig føring til DJ KK og Nikoline Nikolajsen. Efter at have siddet alene i front undervejs kunne Nikoline frem mod målstregen tidligt iklæde sig sejrssmilet selv om Holachica og Dennis Kristiansen forsøgte sig udvendigt.

DJ KK og Nikoline Nikolajsen.

I et godt løb for heste med en indtjening under 355.000 kroner øjnede Henrik Lønborg tidligt chancen for at nå til føring med den fra 20 meter tillæg startende Fox On The Run S. Det blev meget sandsynligt udslagsgivende.

I føringen fik Lønborg held til at anlægge et adstadigt tempo og så er Fox On The Run S ikke nem at bide skeer med. Thai Kansas afsluttede godt til andenpladsen, men da var Fox On The Run S formeligt i mål.

Fox On The Run S og Henrik Lønborg.

Fotos: Ole Hindby