Glimt fra løbsdagen 18. juli 2026

.

Aftenens hurtigste tid blev præsteret i det indledende monteløb. Her red Michelle Mønster den Ronald de Beer-trænede Russel til overlegen sejr i 1.15,1/1840 meter.

Fra 40 meter tillæg søgte ekvipagen frem udvendigt for den førende Jerry efter 1000 meter, og i slutfasen var Russel enerådende og sejrede med tre længder til Jerry og på tredjepladsen Caviar’s Dream.

Russel og Michelle Mønster.

Den unge Skive-træner Magnus M. Nielsen kører i medvind og noterede sig for sæsonens sjette sejr på Jydsk Væddeløbsbane, da han kørte Christian Lindhardt-trænede Lady Mistral til sejr. Med afsæt i et perfekt rygløb bag den førende Niiko Lane, kom Lady Mistral fri på “opløbsbakken” og skød herefter sikkert forbi Niiko Lane.

Lady Mistral og Magnus M. Nielsen.

I det følgende løb blev Kick of Glory kørt offensivt af Kent Friborg. Efter at have tilkæmpet sig føringen fra Laurentia Mosebo blev tempoet dæmpet, og så havde Kick of Glory kræfter til at modstå den stærkt spurtende Casino Royal.

Kick of Glory og Kent Friborg holder stand overfor Casino Royal.

Legenden CN og Martin Andreasen indfriede favoritskabet i et løb hvor ekvipagen måtte gå den tunge vej udvendigt for den førende JC Pilbro undervejs. Midt i opløbet skaffede Legenden CN sig et overtag og sejren blev sikker foran en pænt afsluttende Jacana.

Legenden CN og Martin Andreasen.

Føring undervejs var recepten for L’Anza og Henrik Lønborg, der efter flere starter med uheldige galopper nu holdt sig i trav hele vejen og sejrede klart.

Fra positionen i ryg bag den førende fik Tigrettehackstable angrebsplads i opløbet, men den kom aldrig helt ind på livet af vinderen.

L’Anza og Henrik Lønborg sejrer sikkert. Øverst et glimt fra præmieoverrækkelsen.

Christian Lindhardt fik anden trænersejr på dagen da Birger Jørgensen kørte Linus Shadow direkte til føring og svarede favoritten Lennart Forsgren op. Fra den position sejrede Linus Shadow ganske sikkert foran en velspurtende Kejser Pelle og Ja Tak GK.

Linus Shadow og Birger Jørgensen.

Happy Ice stortrives på Jydsk Væddeløbsbane, hvor ni af hestens 13 sejre er vundet. Ikke mindst er hesten effektiv i føringen, hvorfor Rene Kjær pressede til føring gennem første sving. Den position blev forsvaret hele vejen til målpassage. Kingo Gardenia forsøgte ellers ihærdigtfrem mod mål, men den måtte se sig henvist til andenpladsen med kneben marginal.

Happy Ice og René Kjær.

Til slut sejrede Eros Sisa og Niels Knudsen sikkert efter føring undervejs. Fra start var ekvipagen ellers passeret af Masterpiece River, men den galopperede så og overlod taktstokken til Eros Sisa.

Eros Sisa og Niels Knudsen

Foto: Ole Hindby