Glimt fra løbsdagen 16. maj 2025
Glimt fra løbsdagen 16. maj 2025
Glimt fra løbsdagen 16. maj 2025
I et skønt forårsvejr havde masser af mennesker valgt at indlede weekenden på Jydsk Væddeløbsbane. De fik en række medrivende opgør at glæde sig over.
Dagens første opgør havde deltagelse af nogle af de hopper, der må forventes at præge sæsonens store løb for de treårige hopper.
Frem mod første sving indtog Laurentia Mosebo og Knud Mønster føringen. Siden kontrollerede ekvipagen løbet til en sikker sejr en halv længde foran favoritten Lets Go Ostedantik i den gode tid 1.15,7a/1800 meter. Således blev der byttet rundt på indløbsrækkefølgen fra de to hestes møde i Jydsk 2-årings Grand Prix i fjor.
Laurentia Mosebo og Knud Mønster fører stort set hele løbet og afviser favoritten Lets Go Ostedantik. I baggrunden besætter Lorraine tredjepladsen.
V5-omgangen blev indledt med favoritsejr til Bjørn Spangenberg-trænede Duval Di Masi (på æresrunde på fotoet øverst). Efter 500 meter søgte Rene Kjær fra udvendigt for den førende I’m Dynamite, der i opløbet måtte strække gevær overfor en velgående Duval De Masi.
Det gik fra favorit til overraskelse, da Conair M i det følgende løb sejrede til odds 15 for Michael Lønborg. Fra tredje par udvendigt afsluttede Conair M stærkt og fangede den undervejs førende Twin Peak.
Conair M og Michael Lønborg.
Med sin fjerde sejr på stribe har Itsgottobeperfect gjort alt rigtigt i denne sæson. Denne gang blev sejren vundet på ren og skær styrke da Birger Jørgensen tidligt avancerede frem udvendigt på den førende I’m Al’s Princess. Derfra sejrede Itsgottobeperfect enkelt på 1.15,2a/1800 meter foran Nestor Schermer og Ginger Peachy.
Itsgottobeperfect og Birger Jørgensen.
Dagens mest uventede vinder var 25-oddseren Klinton Cloc, der var i sikker føring hele vejen for Jan Dahlgaard. Ved målpassage var der to længder til en anden outsider Putyourhandsdown, der kom strålende tilbage efter terræntab inden start.
Klinton Cloc og Jan Dahlgaard.
Dagens hurtigste vinder var Heart Of Steel, der sejrede for Henrik Lønborg i tiden 1.14,6a/1800 meter trods startplads i anden række bag startvognen og en udvendig position i store dele af løbet. Kalypso Cæsar og den undervejs førende Gaghan Frisco sluttede nærmest.
Heart Of Steel og Henrik Lønborg.
I et amatørløb bekræftede Elmar Shadow øjeblikkets stærke form ved af sejre for Kristian Juul. Ved målpassage var der en halv længde til favoritten Jack Reacher på andenpladsen.
I løbet forinden havde Elmar Shadows træner Marc Bæk Nielsen selv kørt Kaiserslautern til en sikker sejr efter føring undervejs.
Elmar Shadow og Kristian Juul sejrer foran Jack Reacher med Emma Stolle.
Foto: Ole Hindby