Birger Jørgensen: Kalas La Marc har god kapacitet

Birger Jørgensen kørte Candy La Marc ved 8 af superhoppens 15 sejre. Tirsdag på Jydsk Væddeløbsbane er han også kusk ved debuten for Candy La Marcs første afkom, Kalas La Marc.

Hestens prøveløb blev eksekveret seneste løbsdag med godkendelse i tiden 1.21,3. I tirsdagens 2. løb har ekvipagen et perfekt afsæt med spor to bag startbilen.

»Kalas La Marc har god kapacitet. Man kan sige at den stadig er i en oplæringsfase, og det er nyt for hesten med autostart. Den har en god vinderchance, men der er en lille galoprisiko,« siger Birger Jørgensen om sit indtryk af hesten.

Minder hesten om moderen?

»På ingen måde. Den ene er rød, den anden er brun. Den ene er en dreng, den anden er en pige, men der er ingen tvivl om, at der er god kapacitet i Kalas La Marc. Der er noget i hesten fremadrettet,« siger Birger Jørgensen om tirsdagens på papiret mest interessante debutant. På fotoet ses Candy La Marc omgivet af ejer/træner Lars Marcussen og kusk Birger Jørgensen efter en sejr i Charlottenlund.

Championatstitel nummer 39

Med et forspring på fire sejre til nærmeste forfølger, styrer Birger Jørgensen mod et tilsyneladende sikkert championat, hvilket bliver titel nummer 39 på Jydsk Væddeløbsbane.

Foruden Kalas La Marc kører Birger Jørgensen i yderligere tre af tirsdagens løb, deriblandt med Here We Go Chief, som sejrede i seneste start.

»For Here We Go Chief (4. løb) er overliggeren umiddelbart lagt lidt højere denne gang. Konkurrenterne har tjent flere penge, hun har vundet et par billige løb, og der var ikke så meget tilbage i hesten ved sejren senest efter en pause. Men hesten har et godt spor og er stabil og jævnt hurtig fra start, så den skal med og have løb inde bagved, hvorefter vi må se, hvor langt den rækker,« siger Birger Jørgensen og tilføjer om konkurrenten Hannibal P, som han også har førstehåndskendskab til.

»Jeg tror, at Hannibal P i bund og grund er en lige så god hest, og rent formmæssigt kan den være en tand bedre end Here We Go Chief på nuværende tidspunkt.«

Om sine to starter med Morten Juul-trænede heste siger Birger Jørgensen:

»Holachica (5. løb) møder et par gode heste og er vel i bedste fald en pladschance. Freiherr Faust (6. løb) har altid gået godt i Århus og plejer at være god efter pause, så selv om hesten har haft en mindre pause, er jeg fortrøstningsfuld med hensyn til at kunne være med på stregen.«