Glimt fra løbsdagen 2. maj 2026
.
.

Den unge Skive-træner Magnus M. Nielsen sejrede til høje odds i begge starter på en skøn forårsaften på Jydsk Væddeløbsbane.
I høj sol og temperaturer over 20°C havde masser af mennesker lørdag aften fundet vej til Jydsk Væddeløbsbane. Til gengæld måtte mange spillere stå model til kolde afvaskninger af især to uventede vindere, kørt af Magnus M. Nielsen, til odds 19,16 og 21,48.
Først gjaldt det Veltiner, som i det indledende opgør afsluttede stærkt og sejrede foran Charlie Munger og Longchamp.
Veltiner og Magnus M. Nielsen.
Senere på aftenen satte Magnus M. Nielsen trumf på ved overraskende at sejre med Giulia Di Masi. Ekvipagen sad forrest i andet spor i store dele af løbet, men formåede alligevel at kæmpe sig kort forbi den længe førende Marron Laser.
Giulia Di Masi og Magnus M. Nielsen når kort før målstregen forbi Marron Laser, der skimtes til venstre i billedet. På fotoet øverst er vinderekvipagen omgivet af ærespræmiegiverne fra FC Bagstiv.
Jeppe Juel havde et par store favoritter på dagen og indfriede med Ophelia Boko, som i slutfasen efterlod den længe førende La La Land på behørig afstand på andenpladsen.
Ophelia Boko og Jeppe Juel.
Steen Juul kom på vinderpladsen med Kentucky SH. Ekvipagen tilkæmpede sig føringen en omgang før mål og holdt sig foran til målpassage, hvor en stærkt afsluttende Cardolan Byd dog nærmede sig hastigt.
Kentucky SH og Steen Juul.
Dagens største favorit Donovan Face svigtede ved galop i føring, hvilket efter 800 meter overlod initiativet til sæsondebuterende Lyon. Det tilbud udnyttede Birger Jørgensen til at føre resten af vejen med den Peter Rasmussen-trænede fireåring. Lyon måtte stå model til hårdt pres fra King Darling, der imidlertid måtte nøjes med andenpladsen foran staldkammeraten K O Donna.
Lyon og Birger Jørgensen.
Efter en kontrollerende føring hele vejen sejrede Hands Up Cash sikkert for Henrik Lønborg. Næstfavoritten Major Love liftede med i ryg bag vinderen undervejs og besatte andenpladsen.
Hands Up Cash og Henrik Lønborg.
Aftenens mest medrivende opløb udspillede sig i løbet med blot fem deltagere. Her var Twin Peak førende undervejs med favoritten Freiherr Faust udvendigt. I opløbet spurtede også den rygkørte Diamant Østervang stærkt og de tre heste var tæt gennem mål - dog med Freiherr Faust først i tiden 1.15,4a/1800 meter foran Diamant Østervang og Twin Peak.
Freiherr Faust og Mads Hviid indfrier favoritskabet og sejrer foran udvendige Diamant Østervang og Twin Peak i inderbanen.
Til slut vandt unge Sofie Eg Jørgensen karrierens anden sejr da hun kørte Gia Joint til sejr. Ekvipagen sad undervejs som anden i et udstrakt felt, hvor outsideren Holachica var i stor føring. Til slut lykkedes det imidlertid akkurat for Gia Joint at indfange udbryderen.
Gia Joint og Sofie Eg Jørgensen.
Foto: Ole Hindby