Glimt fra løbsdagen 11. juli 2026
.
.

På forhånd tegnede 6. løb til at skulle blive sommeraftenens sportslige højdepunkt. Det blev da også et brag af et væddeløb med Jacobite og Kasper Foget i føring det meste af løbet.
Midtvejs meldte favoritten Itsgottobeperfect sig på ydersiden og pressede stenhårdt og vedvarende på i bestræbelserne på at nå føringen, men Jacobite formåede at svare føringen op. Trods denne kamp i kampen havde Jacobite i slutfasen kræfter i overskud til at afvise Moses Di Quattro i kampen om sejren mens Kombardo Skov sluttede tredje.
På fotoet øverst ses Jacobite og Kasper Foget sejre sikkert for Moses Di Quattro i aftenens hurtigste vindertid, 1.13,9a/1800 meter-
En anden Skive-hest, Magic VIP med Morten Friis havde indledt dagen med sejr i løbet for laveste klasse efter føring fra start til mål. En stærk afslutning sikrede den debuterende Makita en flot andenplads, tæt foran den ligeledes inderbanekørte Mucho Mas.
Magic VIP og Morten Friis.
Føring fra start til mål var også recepten for Marron Laser og Bjarne Jeppesen. Efter et jævnt 1.16-tempo undervejs sejrede Marron Laser kort foran Lugano mens favoritten Mountain Dusts stærke finish blev spillet for sent ud til at nå mere end tredjepladsen.
Marron Laser og Bjarne Jeppesen.
Et åbent opgør havde Lovely Choice i føring i et opskruet tempo, nærmest fulgt af Lennart Forsgren. Sidstnævnte overtog kommandoen gennem sidste sving, men på en skarp finish nåede Giulia Di Masi og Magnus M. Nielsen forbi til sejr.
Lennart Forsgren til venstre i billedet bliver fanget af Giulia Di Masi og Magnus M. Nielsen kort før målstregen.
Formstærke Limerick Downs blev budt et godt rygløb af sin kusk Patrick Larsen. Med det afsæt havde ekvipagen ingen problemer med at afgøre løbet til sejr foran Lennart Forsgren og Jeanne d’Arc.
Limerick Downs og Patrick Larsen.
Et amatørløb havde Chillicothie og Niels Knudsen styrende i føring på vej mod en sikker sejr. Den i ryg siddende favorit Langelænder besatte andenpladsen foran Issues Hyrdehøj, der havde travet forrest i andet spor i store dele af løbet.
Chillicothie og Niels Knudsen.
Et tidsløb havde Modric og Rene Kjær som favorit. Efter 500 meter var ekvipagen i føring og derfra blev sejren overlegen med tre længder til Masterpiece River.
Modric og Rene Kjær.
Et stærkt comeback blev leveret af Morten Juul-trænede Karlo Molar med Birger Jørgensen. I første start efter otte måneders fravær blev femåringen offensivt sendt frem udvendigt for den førende Kopper Dust med en omgang til mål, inden den i slutfasen afgjorde med en længde til Kopper Dust.
Karlo Molar og Birger Jørgensen.
I formløbet havde Deckname og Tonny Rasmussen mulighed for at snuppe føringen og derfra beherskede ekvipagen løbet til sikker sejr foran Doubletrouble TT, der havde siddet i ryg bag vinderen hele vejen.
Deckname og Tonny Rasmussen var førende fra start til mål.
Foto: Ole Hindby