Glimt fra løbsdagen 11. august 2025
.
.
De seneste to års vindere af DM for galopryttere, Nicolaj Stott, fortsatte i vindersporet da der for første gang blev afviklet Danish Open for galopryttere.
Den første af tre Danish Open-afdelinger gik til Annie Nilsson-Lindahl i sadlen på Torben Christensen-trænede Napoleon. Efter en tæt opløbskamp henviste ekvipagen Lantana Camara og Good Life til anden- og tredjepladsen.
Napoleon og Annie Nilsson-Lindahl.
Efter en fjerdeplads i første afdeling satte Nicolaj Stott trumf på med sejre i de to sidste afdelinger. Først med Karsten Johansen-trænede Totally Convinced (fotoet øverst og herunder)
Sejren kom i hus med trekvart længde efter kamp med Pura Vida og Mikkel Mortensen, der blev tæt fulgt af Carino med Elion Chaves.
Endelig satte Stott tingene på plads ved at vinde med Sarah Langholm Hornstrups Good Riddance, da ekvipagen fra en position bagest i feltet rundede alle konkurrenter over løbets sidste halvbane. Parret sejrede klart foran Royal Dane/Melissa Vesterholmt og Strakowsky/Maikel Narvaez Bravo.
Good Riddance.
Dermed stod Nicolaj Stott tilbage som en suveræn vinder med 19 point foran Maikel Narvaez Bravo (12 point) og Annie Nilsson Lindahl (10 point).
Nicolaj Stott flankeret af Maikel Narvaez Bravo og Annie Nilsson Lindahl ved præmieoverrækkelsen i paddocken.
Foruden Nicolaj Stott var Mikkel Mortensen dagens store triumfator. Først guidede han Tina Mortensen-trænede Red Moondancer til sikker sejr i et toårs-maidenløb efter et offensivt ridt og føring hele vejen.
Red Moondancer med Mikkel Mortensen i sadlen efter sejren. Ved hovedet ses hestens træner Tina Mortensen.
Samme taktik tog Mikkel Mortensen i anvendelse i hovedløbet Ritmester Frigaards Mindeløb. Her var Birgitte Nielsen-trænede Forever Young i føring fra første øjeblik og sejren blev knusende overlegen foran Makaveli og Cortina.
En halv time senere sadlede Birgitte Nielsen endnu en vinder, da Future Promise styrede et maidenløb i føring fra start til mål for Carlos Lopez.
Mikkel Mortensen på toppen. Den talentfulde lærling skærer målstregen som overlegen vinder med Birgitte Nielsen-trænede Forever Young.
Løbsdagen var blevet indledt med fire travløb, heraf det ene under sadel. Her dublerede Staro Obrigado og Trine Kløve sejren fra seneste start ved at runde hele feltet over løbets sidste halvbane. Med 750 meter til mål havde ekvipagen stadig 30-40 meter frem til førerhesten, men ved målpassage var Staro Obrigado forrest foran Caroline Lund, der afsluttede godt mellem heste efter at være sinket i en trang situation i opløbet.
Staro Obrigado og Trine Kløve.
Dagens største trav-favorit Omia Boszorg med Emma Stolle indfriede forventningerne ved at føre fra start til mål i et amatørløb. Det skete med Herbert LM/Mike Kristensen og Muscle Crown/Uffe Gregersen som de nærmeste vidner.
Omia Boszorg og Emma Stolle.
Foto: Ole Hindby