Glimt fra løbsdagen 6. december 2025
.
.

Julemånedens første løbsdag på Jydsk Væddeløbsbane blev indledt af monterytterne, hvor en offensivt redet Godi Spring med Maia Andersen vandt en klar sejr.
Fra 20 meter tillæg var Godi Spring tidligt fremme ved den førende hest, der blev passeret efter en kilometer. Siden forblev Godi Spring en klar vinder med tre længder til toto-favoritten Heartbeat PH på andenpladsen fulgt af næstfavorit Mauro Di Quattro.
Maia Andersen gestikulerer jublende ved målpassage i sadlen på Godi Spring.
I fejlfrie løb er Donovan Face sine aktuelle “klassekammerater” overlegen hvad angår kapacitet. For Jeppe Juel vandt hesten også sin anden start på dansk grund. Ekvipagen havde sigte på føringen og overtog positionen gennem første sving, hvorefter der var tale om spil mod et mål. På to længders afstand fik Lovely Day optimalt udbytte på andenpladsen.
Donovan Face og Jeppe Juel.
Gennem længere tid har Skive-hesten Houston Spring sparet sammen til en sejr. Nu stod hesten favorabelt som eneste deltager fra grunddistancen. Det gav Jan Dahlgaard mulighed for at styre løbets gang. Med det afsæt blev Itsgotobeperfect og Futteflagfis henvist til anden- og tredjepladsen.
Houston Spring og Jan Dahlgaard var førende fra start til mål.
Løbet for begynderklassen bød på galop for flere af deltagerne i løbet indledende fase. Trods startplads i anden række overtog L’anza og Henrik Lønborg føringen efter 500 meters kørsel, og derfra blev sejren ganske klar foran Veltiner og Pierre Schermer.
L’anza og Henrik Lønborg.
Førnævnte L’anzas storbror Inspired Lights var længe førende i det følgende løb, men den måtte i afgørelsens stund strække gevær overfor Jacobite og Kasper Foget. Det var første trænersejr for Foget, der netop har åbnet egen trænerforretning i Skive.
Jacobite og Kasper Foget sejrer sikkert. På fotoet øverst ses vinderekvipagen flankeret af en ejerrepræsentant Ole Fly Plejdrup.
V5-afslutningen blev en åben forestilling efter galop for den store favorit LOC. Ud af det hele kom en rygkørt Kaiserslautern med Marc Bæk Nielsen, der i opløbet let rundede konkurrenterne til sejr. Forbi den undervejs førende Luna Sotto kom også Linda Bork.
Kaiserslautern og Marc Bæk Nielsen.
Flemming Degn har virkelig fået Going Joe tilbage på toppen. I et amatørløb skød ekvipagen direkte til føring og kontrollerede derfra løbet på vej mod en sikker sejr. I opløbet forsøgte favoritten Fazimo Trot et angreb, men den galopperede andenpladsen bort. I stedet sluttede Go To Win The Game og Focus P nærmest den sikre vinder.
Going Joe og Flemming Degn.
Dagens dramatiske islæt kom i det afsluttende formløb, hvor Viola Toft og Lars Munk var først i mål efter en stærk finish, men den ekvipage blev diskvalificeret for at have trængt konkurrenten Baunelys Diamant gennem sidste sving. I stedet gik sejren til Encore Cloc og Kim Holleufer efter føring hele vejen.
Encore Cloc og Kim Holleufer.
Foto: Ole Hindby