Glimt fra løbsdagen 4. juni
Glimt fra løbsdagen 4. juni
Glimt fra løbsdagen 4. juni
Det startede vådt og med en halv times forsinkelse, men sluttede godt på årets første sommerløbsdag.
Et voldsomt skybrud i eftermiddagstimerne gjorde travbanen så våd og dyb, at det var nødvendigt at udsætte løbsstart en halv time, mens der blev arbejdet med at præparere banen og give tid til at vandet kunne blive ledt væk.
Det lykkedes så godt, at der blev budt på en brugbar bane, da Christian Lindhardt-trænede Limited Edition MS med Birger Jørgensen blev en overlegen vinder af første løb. Efter føring det meste af vejen rykkede ekvipagen i opløbet fra forfølgerne og sejrede med seks længder.
Ganske vist var deltagerne synligt trætte ved målpassage, men vindertiden 1.18,9a/1800 meter vidnede om, at det ikke stod helt skidt til med banen, og at det kunne blive endnu bedre som løbsdagen skred frem.
Limited Edition MS og Birger Jørgensen.
Det følgende løb mundede ud i en tæt opløbskamp, der faldt ud til Nordic Adventure og Nicklas Korfitsens fordel, da ekvipagen i sidste skridt nåede forbi Jokes On Me med Birger Jørgensen, der undervejs havde travet udvendigt for den førende favorit Kaiserslautern undervejs.
I yderbanen når Nordic Adventure og Nicklas Korfitsen kort forbi Jokes On Me med Birger Jørgensen.
Et medrivende opløb sås også i tredje løb. Her fandt den inderbanekørte outsider Houdini Shadow og Kasper Foget angrebsplads indvendigt i slutfasen og nåede akkurat frem til sejr foran favoritten Twin Peak og på tredjepladsen Conair M efter galop.
Yderst til venstre i billedet slår Houdini Shadow og Kasper Foget til, da der i 11. time opstår angrebsplads.
Efter et par outsiderbetonede vindere, der havde fået V65-værdien i vejret, fulgte en mere ventet vinder i Ibra og Jeppe Juel. Hesten afgjorde løbet på ren og skær styrke, da den efter at have travet forrest i andet spor udvendigt for favoritten Heart of Steel, sejrede på 1.15,4a/1800 meter og kort men sikkert afviste en godt afsluttende Hurricane P.
Ibra og Jeppe Juel afviser Hurricane P, der spurtede godt ude i banen.
Føring hele vejen var recepten for Kopper Dust og Birger Jørgensen, der således sikrede dagens anden sejr med en Christian Lindhardt-trænet hest. Ekvipagen kontrollerede løbet i føring og sejrede sikkert med en længde til Luke Skywalker S, der kom stærkt tilbage efter galop.
Kopper Dust og Birger Jørgensen.
Torben Kristensen (fotoet øverst) har en god hest i Kun Sem, der gennemgår en fin udvikling i disse måneder. Denne gang var kuskerollen overladt til Henrik Lønborg. Han kørte til føring i første sving, men blev efter 500 meter afløst af Kalovaja Hindø og Michael Lønborg. Gennem sidste sving tabte Kalovaja Hindø imidlertid travet og så kunne Kun Sem og Henrik Lønborg fra førerryggen blot fortsætte mod en sikker sejr.
Kun Sem og Henrik Lønborg.
Dagens sidste vinder var formentlig blandt de mest glade. Her dirigerede Jimmi C. Nielsen med Staro Obrigado til en overraskende sejr. Trods 80 meter tillæg rakte Staro Obrigados gode finish til akkurat at nå forbi staldkammeraterne Eyecandy og Baunly’s Diamant. Sejren var Jimmi C. Nielsens første siden 2021 og den tidligere dobbelte amatørchampion (2007 og 2010) signalerede med sin sejrsgestus, at den triumf skabte glæde.
Staro Obrigado og Jimmi C. Nielsen.
Foto: Ole Hindby