Årets første deciderede galopdag med fem løb på programmet havde Grand Cup med 25.000 kroner til vinderen som hovedbegivenhed.
Løbet sluttede i en overbevisende lokal triumf til Birgitte Nielsen-trænede Itoldyouso (fotoet øverst) med Nicolaj Stott i sadlen. Her blev medfavoritten Giovanni Torkdahl skudt til føring i første sving, men den kunne ikke forsvare sig da Itoldyouso meldte sig på ydersiden en omgang senere. Den fortsatte til en let sejr foran Spizona, der var kommet stærkt op rundt sidste sving.
I det hele taget dominerede favoritterne. Således også i det indledende maidenløb, hvor den Flemming Poulsen-trænede DK-debutant Dr THG sejrede kort men sikkert for Rafael De Oliveira foran Let’s Go Xander med Cristian Adrian Montoya.
Dr THG og Rafael De Oliveira.
Akkurat som ved sæsonpremieren i Odense kunne Sabina Gammelgård tage imod Cat’s Gambit som en vinder efter et klasse 3-handicap. Redet af Maikel Narvaez Bravo sikrede den en ny favoritsejr i V4-sammenhæng da Chadwick blev henvist til andenpladsen.
Cat’s Gambit og Maikel Narvaez Bravo.
V4-4 bød på en medrivende tvekamp mellem Stine Schäfing-trænede Worres Willy med Lorenzo Putzulu og Lea Olsen-trænede Shinig Al Danah. Worres Willy var førende undervejs, men blev hårdt angrebet af Shining Al Danah, der gik i alvorlig infight fra indgangen til sidste sving og helt til mål, men forbi Worres Willy kom den aldrig.
Worres Willy og Lorenzo Putzulu holder skansen overfor Shining Al Danah.
Det afsluttende klasse 2-handicap sluttede i en uhyre tæt kamp om sejren. Den undervejs førende Stracciatella slog lidt ud i banen ind på opløbet, hvilket åbnede for bl.a. den i ryg placerede Marsk Torkdahl fra Lea Olsen-stalden. Det kvitterede Maikel Narvaez Bravo for ved at ride Marsk Torkdahl frem til sejr foran What A Life, der også fandt angrebsplads langs rails og på tredjepladsen Stracciatella.
Marsk Torkdahl og Maikel Narvaez Bravo.
Inden galopløbene blev der afviklet fire travløb forbeholdt amatører og jockeys. Kingo Gardenia og Martin Andreasen lagde for med en sikker sejr, da den fra udvendig position nedkæmpede den førende favorit Joy Trøjborg.
Kingo Gardenia og Martin Andreasen.
Et monteløb bød på en artig overraskelse fra Maia og Camilla Borum. Ekvipagen var førende hele vejen og levnede ikke favoritterne fra de høje tillæg en chance for at komme ind i legen. Til odds 24,00 sejrede Maia sikkert foran I’m All In mens favoritten Smokin Joe nåede tredjepladsen.
Maia og Camilla Borum.
I et amatør/jockey-formløb fik Gnags og Frederik Kragh Olsen føringen i første sving efter galop for den fra start førende Hipoulot Shadow. Siden dominerede Gnags løbet og sejrede klart.
Gnags og Frederik Kragh Olsen.
Efter en stribe placeringer lykkedes det omsider for Viola Toft og Viggo Jensen at sejre i et amatør/jockeyløb. Nærmest fulgte Ghina D Sleipner og Deckname.
Viola Toft og Viggo Jensen.
Foto: Ole Hindby