Glimt fra løbsdagen 13. februar 2026

.

itsgottobeperfect130226.jpg (3276×2204)

Birger Jørgensen og favoritterne dominerede på februar måneds enlige løbsdag.

Det var dog René Kjær, som åbnede ballet, da han i løbet for laveste klasse guidede den Jan Friis-trænede Lord Lionel til sejr efter føring hele vejen. Perfekt med i ryg liftede Pierre Schermer, men da Birger Jørgensen trak ud til angreb i opløbet, svarede Pierre Schermer med galop, hvilket efterlod Lord Lionel som en overlegen vinder.

Lord Lionel og Rene Kjær sejrer. I baggrunden ses Pierre Schermer, der antageligt havde truet i kampen om sejren, hvis ikke det var blevet til opløbsgalop.

Herefter tog Birger Jørgensen fat. Først kørte han Christian Lindhardt-trænede Kopper Dust til en klar favoritsejr i første afdeling af V5-spillet. I føringen lykkedes det at dæmpe tempoet til beskedne 1.21,4 den første kilometer. Siden afsluttede Kopper Dust de sidste 500 meter i 1.11-tempo, hvilket efterlod konkurrenterne magtesløse. Karisma Gardenia og Hit Me sluttede nærmest.

Årets travhest 2025 Kopper Dust og Birger Jørgensen er også kommet godt i gang med 2026.

I det følgende løb fulgte Birger Jørgensen op med sejr til Morten Juul-trænede Pastor Pete. Med en omgang til mål søgte ekvipagen frem udvendigt for den førende Lisotto, som til slut blev sikkert passeret.

Birger Jørgensens tredje sejr på dagen blev en realitet med Itsgottobeperfect (fotoet øverst). Da tempoet blev dæmpet foran i feltet, rundede Itsgottobeperfect konkurrenterne og snuppede føringen efter 500 meter. I den position fastholdt ekvipagen en god pace og sejren blev sikker i dagens hurtigste tid, 1.14,5a/1800 meter foran Hurricane P og Kombardo Skov.

Pastor Pete og Birger Jørgensen.

Ind mellem Birger Jørgensen-trioen havde Donovan Face og Jeppe Juel kilet sig og indfriet dagens største favoritskab. Den Adrian Kolgjini-trænede hest er ganske enkelt flere klasser bedre end de konkurrenter, den har mødt på Jydsk Væddeløbsbane hen over vinteren.

Igen søgte Jeppe Juel tidligt mod føringen, der blev overtaget gennem første sving. Siden var det spil mod ét mål og Donovan Face sejrede overlegent på 1.16,3a/1800 meter med ubrugte kræfter i behold.

Donovan Face og Jeppe Juel vandt parrets femte sejr på stribe.

Efter favoritsejre til odds 2,11 - 2,74 - 1,16 og 1,53 i de fire første V5-afdelinge afrundede Swan Hill og Johnni Olsen med at sejre sikkert i et amatør-/jockey-formløb. Gode afslutninger fra Cabo Suroeste og Atlantis rakte ikke til at fange Swan Hill. Med sejren til odds 8,43 blev V5-gevinsten på 103 kroner.

Swan Hill efter sejren for Johnni Olsen.

Et åbent monteløb gav sejr til Marilyn og Anette Uglebjerg, som i opløbet magtede at stå imod favoritten Smokin Joe og sejrede med en halv længde.

Marilyn og Anette Uglebjerg (midt i billedet) afviser en ihærdigt angribende favorit, Smokin Joe.

Fotos: Ole Hindby