Glimt fra løbsdagen 1. august 2025
.
.
Kvalifikationsløbene til Jydsk 3-årings Grand Prix-løbene var højdepunkterne på en sommerløbsdag, der havde tiltrukket stort publikum.
Det første af to kvalifikationsløb til Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix havde Laurentia Mosebo som stor forhåndsfavorit. Efter et godt rygløb galopperede hesten imidlertid ved udgangen af opløbssvinget, hvilket forpurrede sejrschancen.
I stedet mundede løbet ud i en dobbelt triumf for Stutteri Vang Hovedgård da Luna Vang med Nicklas Korfitsen sejrede foran staldkammeraten Lady Trize med Casper M. Nielsen (fotoet øverst).
Lady Trize skød til føring gennem første sving og styrede siden løbet, men i slutfasen speedede Luna Vang sikkert forbi til sejr på 1.15,3a/1800 meter. På tredjepladsen fulgte Late Night, der havde travet forrest i andet spor undervejs.
Det andet kvalifikationsløb for hopperne havde Jørn Nørlems evnerige Lipa Wee og Casper M. Nielsen i føring fra start til mål. Efter positionskampen fra start søgte medfavoritten Lets Go Ostedantik ned i ryg bag Lipa Wee indtil feltet nærmede sig opløbet. Her kom Lets Go Ostedantik atter frem udvendigt og udfordrede, men Lipa Wee holdt sikkert stand og sejrede med en halv længde i 1.16,4a/1800 meter. Efter et inderbaneløb besatte Leonora og Nicklas Korfitsen tredjepladsen.
Lipa Wee og Casper M. Nielsen sejrer sikkert foran Lets Go Ostedantik.
Blandt hingstene og vallakkerne indfriede storfavoritten Lonesomerider forventningerne ved at sejre for Jan Dahlgaard. Her var en anden Skive-hest, Labour Spring med Knud Mønster førende undervejs og ekvipagen solgte sig dyrt overfor den Peter Rudbeck-trænede storfavorit.
Med 750 meter til mål intensiverede Lonesomerider presset på Labour Spring og midt i opløbet anede man hvilken vej det gik. Lonesomerider sejrede med en længde på 1.16,8a/2360 meter foran Labour Spring mens der var et spring til Last Blood på tredjepladsen.
Lonesomerider og Jan Dahlgaard kæmper sig forbi den undervejs førende Labour Spring med Knud Mønster.
Det andet åbne kvalifikationsløb havde Luigi og Jeppe Juel som favorit, men sejren gik til Lee Marwin og Birger Jørgensen i et taktisk afviklet løb. Fra start skød Lovestick og Knud Mønster til føring for straks efter at aflevere føringen til staldkammeraten Luigi. Herefter blev tempoet nedsat så kraftigt at Birger Jørgensen tog sats og sendte den Jan Friis-trænede Lee Marwin fra sidsteposition og helt til føring i et rush på stadionlangsiden.
Herefter havde Birger Jørgensen initiativet og efter et moderat tempo undervejs holdt Lee Marwin sikkert til mål med en halv længde til gode på den stærkt spurtende Lovestick med Knud Mønster og på tredjepladsen Luigi. Det var karrierens første sejr for Lee Marwin skønt hesten har indløbet over 350.000 kroner.
Lee Marwin og Birger Jørgensen.
Birger Jørgensen havde også vundet det indledende opgør for begynderklassen. Debuterende Lovely Lollipop fik føringen forærende i første sving da den foranliggende favorit Lavina galopperede. Derefter kontrollerede ekvipagen resten af løbet til en sikker sejr.
Lovely Lollipop og Birger Jørgensen.
Et godt løb for heste med under 55.000 kroner indløbet mundede ud i et medrivende opløb. Her var I’m Dynamite førende, men et hårdt tempo undervejs satte sine spor og i stedet kom Luke Skywalker S, Nordic Adventure og Influencer frem i opløbet - med sidstnævnte som vinder for Michael Lønborg.
Længst ude når Influencer og Michael Lønborg frem til sejr.
Dagens sidste vinder blev Garland Scott med Uffe Gregersen efter føring hele vejen i formløbet. Rundt sidste sving lignede den fremstormende favorit Flash de Bucy ellers en alvorlig trussel, men så ebbede den ud og efterlod Garland Scott som en sikker vinder foran Frisk.
Garland Scott og Uffe Gregersen.
Foto: Ole Hindby