JVB

Mobile navigation
Mads HviidFoto: Hesselborg Foto

Ny travtræner på Jydsk Væddeløbsbane

Mads Hviid
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
17. maj 2023 15:41

30-årige Mads Hviid har pr. 20. maj indløst trænerlicens med Jydsk Væddeløbsbane som hjemmebane.

Det er en ung, men samtidig erfaren træner som tilknyttes Jydsk Væddeløbsbane. Trods sin unge alder har Mads Hviid allerede nået meget i sin travsportskarriere. 

Efter skoletid kom han i stalden hos Jan Dahlgaard. Som 16-årig tog han amatørlicens, men kom reelt aldrig til at køre som amatør idet han efter tre måneder skiftede til jockeystatus i forbindelse med en ansættelse hos Morten Friis. Efterfølgende var han hos Morten Juul inden han som 20-årig rykkede til Sverige med ansættelse hos Tomas Malmqvist og etablerede sig her som et kuskenavn. 

Karrieren tog for alvor fart da han to år senere rykkede til Stockholm med ansættelser hos først Mattias Djuse og siden Peter G. Norman. Det var i den periode Mads i 2017 vandt det prestigefyldte jockeymesterskab Travrondens Guldklocka og siden blev hyldet som ‘Årets lærling’ på Solvalla.

Siden vendte Mads Hviid hjem til Danmark med ansættelse hos Peter Jensen og oplevede solid succes. Da sidstnævnte lukkede sin trænerforretning, etablerede Mads Hviid egen træningsstald i Skive. Her vandt han aldrig rigtigt fodfæste. Derfor lukkede han sluttelig stalden og arbejder nu uden for sporten i en entreprenørforretning. Det agter han i første omgang at fortsætte med, sideløbende med sit virke som træner.

»Jeg har haft et stykke tiden uden for sporten og har bestemt mig for, at jeg gerne vil i gang igen, så jeg også kan komme til at køre løb igen. Mine svigerforældre har en gård nær Århus, hvor de har en del heste, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Jeg har mit arbejde ved siden af med en fast indkomst, og det fortsætter jeg med – i hvert fald indtil videre,« siger Mads Hviid.

»Det er klart at jeg står til rådighed for alle som vil have mig til at køre deres heste, eller hvis hesteejere ønsker min hjælp. Jeg brænder stadig for sporten. Derfor vil jeg gerne være med igen og har tørsten efter at være med, hvor det er sjovt,« siger Mads Hviid om sine ambitioner.

Mads Hviid har vundet op mod 200 sejre i karrieren. Han får ikke heste opstillet på banen, men vil råde over bokse i samme stald som Kaj Jensen. 

Mads Hviid kan kontaktes på tlf. 2576 2974 og mail: mads_hviid@hotmail.com