I lighed med talrige andre professionelle aktører indenfor sportsverdenen etablerer Jydsk Væddeløbsbane nu et erhvervsnetværk. Det sker med forankring i faciliteterne på Jydsk Væddeløbsbane, men med et primært fokus på at skabe værdi for de erhvervsfolk som tilknyttes netværket.
»Gennem en række møder i løbet af året er det ambitionen at skabe et fortroligt og tillidsfuldt netværk bygget op omkring en række arrangementer. Et netværk, der udvikler individ og forretning gennem fællesskabets fordele. Vi vil forandre den generelle opfattelse af netværk fra statisk tidsspilde til aktiv værdiskabelse,« siger bestyrelsesformand Hans Halvorsen, Jydsk Væddeløbsbane om filosofien for JVB Netværket.
Til at facilitere det nye netværk har Jydsk Væddeløbsbane ansat den 34-årige Anders Ebsen. Han kommer fra en stilling som driftschef og har tidligere arbejdet som salgskonsulent samt drevet selvstændig virksomhed.
»Anders Ebsen besidder præcis de kompetencer vi har søgt til at få erhvervsnetværket godt i gang. Med sin resultatorienterede erhvervserfaring og servicemindede personlighed, har han de rette forudsætninger for at facilitere og bistå netværket,« siger Hans Halvorsen.
Anders Ebsen tiltræder 15. januar 2023. Arbejdet med etablering af JVB Netværket igangsættes i februar.
Fra Jydsk Væddeløbsbanes side har erhvervsnetværket sigte på at optimere udnyttelsen af de unikke faciliteter banen råder over, med en forhåbning om at erhvervsnetværkets tilstedeværelse samtidig kan øge opmærksomheden omkring den spændende væddeløbsverden.
»PR-værdien i erhvervsnetværket er ikke det afgørende for Jydsk Væddeløbsbane. Det primære er, at netværksdeltagerne får skabt gode indbyrdes forretningsmæssige relationer, men vi råder over så gode og alsidige faciliteter, at nærmest kun fantasien sætter grænser for, hvorledes Jydsk Væddeløbsbane kan indtænkes i de aktiviteter som netværkets medlemmer ønsker at afvikle på banen. Det skulle dog overraske os, hvis ikke nogen af netværkets medlemmer og deres kunder samtidig bliver smittet af passionen for hestevæddeløb,« siger Hans Halvorsen.
Cirka halvdelen af netværksmøderne tænkes afholdt på Jydsk Væddeløbsbane mens de resterende afvikles på udvalgte lokationer. Anders Ebsens opgave bliver at facilitere møderne, servicere medlemmerne og forestå kontakten til nye medlemmer.
For at optimere udbyttet for de enkelte deltagere udvikles netværkets mødestruktur løbende. Allerede inden netværket er igangsat har et antal større og mindre virksomheder i det østjyske givet tilsagn om medlemskab.
For yderligere info og eventuel interessetilkendegivelse vedrørende medlemskab kan Anders Ebsen (fra 15/1 2023) kontaktes på tlf. 8881 1202 eller mail: ae@jvb-aarhus.dk