Her lyttede de opmærksomt til arkitekt Line Willacy fra Kongelundens sekretariat, da hun fremlagde de foreløbige udkast til udviklingen af Kongelunden-projektet – og selvsagt ikke mindst til hvorledes det kæmpestore projekt vil påvirke og influere på Jydsk Væddeløbsbanes aktiviteter og fremtid.
Flere gange blev det påpeget, at intet i projektet er endeligt fastlagt, samt at man gerne modtager input fra også væddeløbsbanens brugere, eventuelt via banens forretningsudvalg som er i løbende dialog med Kongelundens sekretariat.
Aftenen bød også på en peptalk fra en af banens ildsjæle Bjarne Brøchner, der bl.a. oplistede de mange potentialer i væddeløbssporten, som vi i dagligdagen kan være tilbøjelige til at glemme at gøre omgivelserne opmærksom på.
Efterfølgende gav Paul Bjerring fra Jydsk Væddeløbsbanes bestyrelse et indblik i sportens økonomi, dels generelt for væddeløbssporten i Danmark, men også særskilt for Jydsk Væddeløbsbane, herunder behovet for at tilvejebringe nye indtægter over de kommende år.
Sidstnævnte er blandt bevæggrundene for at bestyrelsen snart barsler med etablerting af et erhvervsnetværk med afsæt i Jydsk Væddeløbsbane – et tiltag som på forskellig vis skal medvirke til at skabe positive ringe i vandet og samtidig forbedre banens økonomi.
Der var også lejlighed til at stille spørgsmål og kommentere inden bestyrelsesformand Hans Halvorsen afrundede mødet og takkede for det store fremmøde.